Over hele landet lukker dagligvarebutikker – her er man særligt udfordret
Flere og flere danskere får længere til indkøb, viser nye tal.
I mange af de mindre danske byer spiller den lokale købmand en helt central rolle.
Her kan danskerne også hente deres medicin, købe deres morgenbrød og sende deres pakker.
Men over hele landet lukker dagligvarebutikkerne, og netop de mindre byer er hårdt ramt.
Her har hver tiende dagligvarebutik drejet nøglen om siden 2017, viser dugfriske tal fra De Samvirkende Købmænd (DSK) og Landdistrikternes Fællesråd.
De to organisationer vil nu have rettet op på udviklingen.
- Levende bymidter og lokale indkøbsmuligheder er vigtig for sammenhængskraften i landdistrikterne, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
- Derfor er vi nødt til at værne om detailhandlen, for den er fundamental for lokalsamfundenes udvikling,
De to organisationer præsenterer mandag en række anbefalinger til ”nødvendige og politiske løsninger”, der kan holde hånden under handelslivet.
Blandt andet skal butikkerne have bedre adgang til finansiering, og så skal der tages et opgør med de såkaldte aflastningsområder omkring byerne, hvor store butikker skyder op med fare for at dræne bymidterne for liv, lyder det.
Flere har langt til indkøb
Helt konkret viser de nye tal, at der i perioden fra 2017 til 2023 er kommet 244 færre dagligvarebutikker i Danmark.
De lukkede butikker fordeler sig dog ikke over hele landet, og det betyder, at antallet af sogne uden en eneste dagligvarebutik er steget med 31 i samme periode.
Samtidig peger mere end hver anden dansker på "tæt på indkøbsmuligheder", når de skal vælge tre kriterier for et kommende hjems beliggenhed.
Derfor er der behov for en stærk lokal købmand, hvis landdistrikterne skal udvikles og ikke afvikles, lyder det fra DSK.
Døende bymidter
Det er ikke kun det faldende antal dagligvarebutikker, der får DSK og Landdistrikternes Fællesråd til at råbe vagt i gevær.
Butikslivet i de større byer i landdistrikterne er ligeledes udfordret, og der bliver længere mellem de velfungerende og levende bymidter, lyder det.
Andelen af tomme butikslokaler var i efteråret 2023 på det højeste niveau i tre år.
En del af forklaringen er ifølge organisationerne, at et stigende antal butikker og dagligvarebutikker rykker ud af bymidten og ender i de såkaldte aflastningsområder i udkanten af byerne.
Siden 2017 er antallet af butikker beliggende i de områder vokset med næsten 50 procent, og det trækker kunderne ud af centrum.
Væk fra de selvstændige detailbutikker og de lokale dagligvarebutikker.
Fra Landdistrikternes fællesråd er opfordringen klar. Stop etableringen af aflastningsområder, og lad dagligvarebutikkerne blive i bymidten, mener de.